Solen slog hårdt ned mellem hotellet og bygningen på den anden side af vejen. Det kunne ses allerede inde fra hotellobbyen. Det var midt på eftermiddagen og småtrætte gik vi en tur for at se på kvarteret, bare nogle stykker. Vi skulle finde noget at spise på et tidspunkt ellers ikke noget særligt.
Uden for hotellet stod den gamle halvtykke hotelejer og var i en højlydt snak med en anden mand. De gestikulerede, grinede og klappede hinanden på skuldrene, mens de ind imellem tog heftige sug af cigaretterne. På den anden side af gaden sad to indere inde i deres kiosk og spejdede efter os over vejen. Dem havde vi allerede hilst på i går. Vi drejede til højre ned ad vejen og gik mod centrum. Den stærke dunst af bilos satte hurtigt ind. Trafikken var kaotisk og hurtigt. Der blev dyttet, hujet og råbt af alle med trafikanter, der kom for langsomt ud af starthullerne, og taxaerne sneg sig skarpt gennem selv den mindste åbning.
På denne første tur gennem Athens gader blev forestillingen om det smukke sydlandske bymiljø hurtigt erstattet af en mere ubehagelig fornemmelse af forfald, kaos og forurening – i hvert fald for en stund. Affaldet lå i hobe i hjørnerne, hvor de udmagrede gadehunde ugeneret fandt lidt mad. De fleste bygninger, der rejste sig omkring os, var støbt i beton og var i øjenhøjde dekoreret med ucharmerende graffiti, mens de øvrige etager nøgne tog i mod middagssolen. Omonia, som kvarteret hed, bekræftede de rygter, der var løbet i forvejen.
Dog efterhånden, som vi kom længere væk fra hotellet, ændrede bybilledet sig. Efter Omonia-pladsen blev der markant længere mellem affaldsaflejringer, og de suspekte boder med alverdens fjernbetjeninger og solbriller var nu skiftet ud med butikker med mere kendte mærker. Forud lå nu en lang boulevard, der strakte sig hele vejen til Syntagma-pladsen med parlamentet og indgangen til den gamle bydel. Cirka halvvejs nede af gaden drejede vi til højre ind gennem en port, hvor tavlerne med dagens tilbud for beværtningerne farverigt lappede over hinanden. Gennem korridoren kom vi til et intimt caféområde med små taverner, hvor gamle mænd spillede backgammon og drak deres te, der duftede sødt. En af dem hilste og lettede på hatten, som vi gik forbi. Midt i herligheden lå en Starbucks, hvor en flok teenagere kæmpede sig gennem den sidste del af vagten. Der blev købt en tiltrængt is, inden turen gik videre ud i den højlydte trafik.
Måske det indlæg, der bedst formår at få læseren til at være en del af handlingen, idet det er beskrevet så nøjagtigt: hvordan folk gestikulerer til hinanden, hvordan trafikken beskrives og såmænd også teen, der dufter sødt. Meget detaljeret beskrivelse, der gør noget så ligegyldigt som en gåtur til noget særligt – vi var jo også turister.